Dommeruddannelse

Inspiration for nye modne dommere

Hvorfor starte som dommer i en moden alder……

Det kan der være flere grunde til. Måske man er stoppet med sin aktive karriere som spiller, pres fra omgivelserne eller man har børn som spiller og synes man gerne vil gøre noget aktivt for håndboldspillet.

Ja der kan være mange grunde, men i mit tilfælde må jeg nok sige det var pres fra omgivelserne. Jeg havde da aldrig forestillet mig selv som dommer i en håndboldkamp. Jeg havde kun været aktiv spiller i en enkelt sæson i ungdomsårene, men en aktiv tilskuer foran fjernsynet  og kunne da også finde vej til hallen indimellem.

Men så flyttede jeg sammen med en pige, hvor håndbold var en stor del af hendes liv og det kom også til at sætte sit præg på min fremtid.

Når vi så håndbold på tv var vi ikke altid helt enige om dommerkendelserne og det endte som regel med at hun sagde: "Du burde også sendes på dommerkursus". Ja ja svarede jeg som regel uden at lægge mere i det, men pludselig en dag kom hun hjem og fortalte, at nu havde hun fået arrangeret et dommerkursus i den lokale hal, ja så var der jo ikke andet at gøre end at blive meldt til.

Det blev så starten på min dommerkarriere, jeg vil da nok sige at jeg følte mig lidt på herrens mark i de første kampe. Jeg skulle jo passe på ikke at være i vejen for spillerne og så skulle jeg holde rede på alle de regler. Men snart fandt man en rytme og tingene føltes lettere. Men der var da stadig ting jeg var usikker på om jeg fik dømt rigtig og så var det hjem og finde regelbogen frem og få det tjekket. Så der gik ikke lang tid før der begyndte at gå sport i det, og jeg faktisk glædede mig til næste weekend så jeg kunne komme ud og dømme igen.

Efter den 1. sæson fik jeg en makker og begyndte at dømme 2-dommer kampe. Det var svært at vænne sig til i starten, men det blev hurtigt en vane.

I dag 6 år efter at jeg var på dommerkursus dømmer jeg  serie 1 herrer, og det bliver det højeste jeg kan nå, når dåbsattesten siger at man har rundet de 50.

Så kan man jo kun ærgre sig over at man ikke begyndte for 20 år siden.

Så går man og siger, at det med at blive dommer det er ikke noget for mig, så kan jeg kun sige at det var også min kommentar.

Men man kan ikke sige det før man har prøvet, det kan jo være man bliver bidt af det.

Palle  Kristensen

PS. Vi er stadig ikke altid enige om dommerkendelserne fruen og jeg